Log ind    Forum    Søg    OSS

Boardindeks » PhiloSophia, Nag Hammadi m.m.. » PhiloSophia




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 
Forfatter besked
 Titel: KRITON & FAIDON (dansk)
 Indlæg : lør 24. apr 2010 17:47 
Offline
Administrator
Brugeravatar

Tilmeldt: tors 22. apr 2010 22:55
Indlæg: 62




          KRITON

    Sokrates (vaagner): Hvorfor er du kommet saa tidligt, Kriton? For det er da vel endnu tidlig Morgen?
    Kriton: Ja, vist er det det.
    Sokrates: Hvad Tid er det da omtrent?
    Kriton: Det er først lige begyndt at lysne.
    Sokrates: Det er da underligt, at Fangevogteren hin villet lukke dig ind saa tidligt.
    Kriton: Ja, men vi er allerede gode Venner, Sokrates; jeg kommer her jo saa ofte. For Resten har han ogsaa faaet en lille Erkendtlighed af mig.
    Sokrates: Er du lige kommet? Eller har du været her længe?
    Kriton: Temmelig længe.
    Sokrates: Hvorfor vækkede du mig saa ikke med det samme i Stedet for at sidde her uden at sige noget?
    Kriton: Nej, det kunde da virkelig aldrig falde mig ind, Sokrates! Jeg vilde blot ønske, jeg ikke selv var saa bedrøvet og søvnløs. Nu har jeg allerede siddet længe og beundret dig, at du kan sove saa godt. Det var netop med Vilje, jeg lod være at vække dig, for at du kunde have det rigtig godt. Allerede mange Gange tidligere i Livet har jeg prist dig lykkelig for din Sindsro, men aldrig har jeg beundret dig saa meget som nu, under denne Ulykke, naar jeg ser, hvor let og hvor roligt du tager den.
    Sokrates: Det vilde da være latterligt at være ked af at skulle dø, naar man er saa gammel som jeg, Kriton.
    Kriton: Ja men Sokrates, det sker da, at andre, der er lige saa gamle som du, faar en lignende Skæbne; og dog hindrer deres Alder dem ikke i at føle sig ramt af Ulykken.
    Sokrates: Det kan godt være. - Men hvorfor er du dog kommet saa tidligt ?
    Kriton: For at bringe en Nyhed, Sokrates, en sørgelig og tung, ja, ikke saa meget for dig, ser jeg nok; men for mig og for alle dine Venner er det et haardt Slag, og jeg er formodentlig nok den, der tager mig det mest nær.

    Sokrates: Hvad er det da for en Nyhed? Er maaske det hellige Skib kommet tilbage fra Delos, saa, at jeg altsaa nu skal dø?
    Kriton: Nej, kommet er det ganske vist ikke; men jeg tror nok, det kommer i Dag. Det siger nogle, der er kommet nede fra Sunion, og som har passeret det der. Af deres Meddelelse fremgaar det nu klart, at det vil komme i Dag - og saa skal du jo ende dit Liv i Morgen, Sokrates.
    Sokrates: Ja, ja, Kriton, saa gid det maa blive til Held og Lykke! Hvis det er Gudernes Vilje, Saa lad det ske! Men jeg tror forresten ikke, Skibet kommer i Dag.
    Kriton: Hvad slutter du det af?
    Sokrates: Det skal jeg sige dig. Jeg skal jo dø Dagen efter, at Skibet er kommet, ikke sandt?
    Kriton: Jo, det siger i alt Fald de, der skal bestemme det.
    Sokrates: Det er derfor jeg mener, det vil komme i Morgen og ikke i Dag. Det slutter jeg af en Drøm, jeg havde for lidt siden, nu i Nat. For saa vidt var det maaske i den rette Stund, at du lod være at vække mig.
    Kriton: Hvad var det da for en Drøm?
    Sokrates: Jo, jeg drømte, at en smuk og statelig Kvinde i hvide Klæder kom hen til mig, kaldte paa mig og sagde: Sokrates, paa den tredje Dag skal du naa det muldrige Fthia.
    Kriton: Det var da en besynderlig Drøm, Sokrates.
    Sokrates: Nej, jeg synes, den taler et ganske tydeligt Sprog, Kriton.
    Kriton: Ja, kun alt for tydeligt, ser det ud til. - Men kæreste Sokrates, følg dog nu mit Raad, selvom det er i den elvte Time: lad dig frelse! Ser du nemlig, hvis du dør, er det ikke een Ulykke alene, der rammer mig, nej, for det første mister jeg en Ven, som jeg aldrig vil faa Mage til; men dernæst vil ogsaa mange, der ikke rigtig kender noget til dig og til mig, sige, at jeg kunde have frelst dig, hvis jeg blot vilde have ofret Penge paa det; men det har jeg forsømt. Og sig mig dog, er det ikke det skammeligste, man kan tænke sig, at Folk skal tro om en, at man holder mere af sine Penge end af sine Venner? De fleste Mennesker vil nemlig slet ikke tro, at vi har været ivrige for at hjælpe dig ud af Fængslet, og at det er dig selv, der ikke har villet.
    Sokrates: Men sig mig dog engang, min gode Kriton, har det da virkelig saa stor Betydning for os, hvad Folk siger og mener( De fornuftigste Mennesker, som vi dog snarest maa tage Hensyn til, vil ikke være i Tvivl om, at dette netop er gaaet saadan til, som det virkelig er.

    Kriton: Ja men du ser dog, Sokrates, at man ogsaa er nødt til at regne med, hvad Folk mener. Selve den Situation, du er i, viser da tydeligt, at den store Hob er i Stand til at gøre meget ondt, ja, hvis man er blevet lagt for Had hos den, kan den saa at sige være Skyld i det værste.
    Sokrates: Ja, gid det var saa vel, Kriton, at Folk formaaede at gøre de. allerværste Ting, for saa vilde de ogsaa have Evne til de allerbedste, og det vilde være godt. Men som det nu er, formaar de ingen af Delene. De er hverken i Stand til at gøre en Mand forstandig eller uforstandig; men hvad de gør, er rent tilfældigt.
    Kriton: Lad det nu være, hvad det er! - Men sig mig, Sokrates: det der holder dig tilbage, kan vel ikke være Bekymring for mig og dine andre Venner? Du er vel ikke bange for, at Sykofanterne, hvis du forlader Fængslet her, skal anklage os for at have listet dig ud herfra, saaledes at vi risikerer at miste' alt, hvad vi ejer - eller i det mindste mange Penge -, eller maaske at lide en anden Straf? Hvis det nemlig er saadan noget du er bekymret for, saa lad være at tænke paa det! En saadan Risiko er vi virkelig forpligtet til at løbe, ja, en langt større, om det skal være. Følg altsaa mit Raad og sig ikke nej!
    Sokrates: Ja; Kriton, det er virkelig saadanne Bekymringer, der holder mig tilbage - foruden mange andre.
    Kriton: Ja men det skal du nu ikke være bange for! Der findes Folk, der har tilbudt for en ringe Sum at føre dig ud herfra og frelse dig. Og Sykofanterne! Ser du ikke, hvor billige de er? Dem behøvede man da ikke mange Penge til at stoppe Munden paa. Mine Penge staar til din Raadighed. Jeg tror, der er nok. Men hvis du af Hensyn til mig ikke synes, du bør bruge mine Penge, saa er der andre her fra Nabostaterne, der er villige til at ofre Penge paa det. En har ovenikøbet lige taget den nødvendige Sum med sig. Det er Simmias fra Theben. Men ogsaa Kebes og mange andre er villige til at betale. Derfor maa du, gentager jeg, ikke opgive at lade dig frelse! Dine Bekymringer er ganske grundløse. Men du skal heller ikke, som du sagde for Domstolen, lade det hvile tungt paa dig, at du ikke ved, hvad du skulde gøre af dig selv, hvis du skulde gaa i Landflygtighed. Der er nemlig mange Steder, hvor Folk vil tage sig venligt af dig, hvis du kommer. Men særlig, hvis du drager til Thessalien, har jeg der nogle Gæstevenner, som vil sætte stor Pris paa dig og skaffe dig et sikkert Opholdssted. Ingen der skal saa gøre dig nogen Fortræd.

    Og der er flere Grunde endnu, ,Sokrates. Jeg synes nemlig heller ikke, du bærer dig rigtigt ad ved at forraade dig selv, naar du selv er Herre over, om du vil frelses. Du arbejder jo ligefrem selv paa det, som dine Fjender helst vil have og som de har arbejdet paa. Og deres Formaal var dog at faa dig ryddet af Vejen! Desuden mener jeg ogsaa, du forraader dine Sønner. Skønt du havde Mulighed for baade at forsørge og opdrage dem, lader du dem i Stikken. Og Saa vidt det staar til dig, vil det altsaa gaa dem, som det bedst kan. Sandsynligheden taler da for, at de vil komme til at dele Kaar med andre faderløse. Nej, eet af to: enten bør man lade være at sætte Børn i Verden, eller ogsaa bør man holde ud med sine Børn og sørge for deres Opdragelse, saa længe man kan. Men du vælger den letteste Udvej, synes jeg. Man bør vælge det, som en god og karakterfast Mand vilde vælge, især naar man - som du - paastaar, at man hele Livet igennem har søgt at gøre det gode.
    Jeg for mit Vedkommende skammer mig i hvert Fald, baade paa dine Vegne og paa vore, dine Venners, og jeg er bange for, at man skal finde, at alt det, der her er sket med dig, skyldes en vis Fejghed fra vor Side: for det første, at Sagen overhovedet kom for Retten, skønt det havde været muligt at undgaa det; dernæst selve Processens Forløb; og endelig til sidst dette her, der er som en Haanlatter over hele Sagen. Folk vil mene, at vi ved vor Fejghed og Mangel paa Handlekraft har forspildt Chancen, fordi vi ikke har frelst dig - og du ikke har frelst dig selv -, skønt det sagtens kunde lade sig gøre, hvis der bare var lidt ved os.
    Tænk engang over det, Sokrates! Er en saadan Handlemaade ikke baade forkert og til Skam, for dig saa vel som for os?
    Overvej da Sagen - skønt, det er ikke Tid til Overvejelser længere. Nu maa Beslutningen være taget, og der er kun een Mulighed: i Løbet af den kommende Nat skal alt være fuldført. Hvis vi venter længere, er det umuligt, og der er intet mere at gøre. Tøv derfor ikke længere, Sokrates, men følg mit Raad og gør, som jeg siger!
    Sokrates: Ja, kære Kriton, en saa stor Iver, som du lægger for Dagen i denne Sag, er al Ære værd - hvis den blot gaar i den rigtige Retning. Ellers er den saa meget mere farlig, jo mere indtrængende den er. - Vi skal nu overveje, om vi bør gøre det, du raader til, eller ikke. Jeg har nemlig altid haft det saadan (og det er ikke noget, jeg først nu finder paa), at jeg ikke retter mig efter noget som helst andet hos mig end det, som jeg ved at tænke nøje over Tingene finder fornuftigst. De Tanker, som jeg paa den Maade er kommet til Klarhed over i mit tidligere Liv, kan jeg ikke nu kaste over Bord, fordi denne Skæbne har ramt mig. Nej, de maa være de samme, som de var før; og de Grundsætninger, som jeg hyldede i Gaar, holder jeg ogsaa i Ære i Dag. Kan vi ikke under de nuværende Omstændigheder finde noget bedre at sige, maa du være klar over, at jeg ikke paa nogen Maade vil give efter for dig - om saa den regerende Mængde vilde true os med endnu flere Straffe end den allerede gør, ligesom man skræmmer Børn med Bussemænd, og sende os Fængselsstraf, Dødsstraf og Bødestraf paa Halsen den ene Gang efter den anden!

    Hvorledes skal vi nu bedst anstille en Undersøgelse af dette? Vi kunde f. Eks. først genoptage den Tanke, du fremførte, om hvad Folk siger og mener! Naar vi tidligere diskuterede denne Sag, sagde vi saa ikke altid, at nogle af Folks Meninger bør man tage Hensyn til, andre ikke? Havde vi Ret i det? Eller havde vi kun Ret i det dengang, da der ikke var Tale om, at jeg skulde dø? Og saa skulde det altsaa nu være gaaet op for os, at det i Virkeligheden kun var noget, vi sagde bare for at sige noget, saadan hen i Vejret, den barnagtigste Snak? Jeg har Lyst til at undersøge i Fællesskab med dig, Kriton, om Sagen stiller sig anderledes for mig nu, da jeg er i denne Stilling, eller om den vedblivende er den samme, om vi altsaa skal være ligeglade med det, vi dengang sagde, eller rette os efter det. - Det som ved de forskellige Lejligheder blev sagt af dem, der havde noget paa Hjærte, var, saa vidt jeg husker, netop det, jeg lige sagde: at af de Meninger, Mennesker har, bør man tage Hensyn til nogle, ikke til andre. Hvad mener du om det, Kriton? Sig mig, i Himlens Navn, synes du ikke det er rigtigt? Du skal jo - efter al menneskelig Beregning i alt Fald - ikke dø i Morgen; den overhængende Fare, der truer mig, kan altsaa ikke bringe dig ud af Ligevægt. Se derfor: er det ikke klart og rigtigt, naar vi siger, at man ikke bør tage Hensyn til alt, hvad Folk mener, men kun til noget af det, ligesom man ikke bør respektere alle Menneskers Anskuelser, men kun nogles? Hvad mener du? Er det ikke rigtigt?
    Kriton: Jo.
    Sokrates: Saa er det vel de gode Meninger, man bør respektere, og ikke de daarlige?
    Kriton: Ja.
    Sokrates: Er nu de gode ikke de forstandige Menneskers, de daarlige de uforstandiges?
    Kriton: Jo, naturligvis.
    Sokrates: Godt. Men hvad sagde vi saa for Eksempel om saadan noget som dette: Skal en Mand, der driver Legemsøvelser - og dyrker det som sit Fag - tage Hensyn til alle Menneskers Mening, deres Ros saavel som deres Dadel? Eller skal han kun tage Hensyn til den enkelte, som er hans Læge eller Gymnastiklærer?
    Kriton: Kun til den ene.
    Sokrates: Altsaa hans Dadel skal han frygte, ligesom han skal være glad for anerkendende Ord fra hans Side. Derimod ikke fra alle mulige Mennesker.

    Kriton: Ja, det er klart.
    Sokrates: Saa bør han da indrette sin Levevis og sine Øvelser, ja ogsaa hvad han maa spise og drikke, efter hvad denne ene Mand mener, som er hans Leder og er sagkyndig, ligegyldigt hvad alle de andre mener.
    Kriton: Ja, det er rigtigt.
    Sokrates: Naa; men hvis han nu er ulydig mod denne ene og lader være at tage Hensyn til hans Mening, men i Stedet retter sig efter Mængdens, de ikke-sagkyndiges, Dom, vil det saa ikke gaa ham galt?
    Kriton: Jo, naturligvis.
    Sokrates: Hvad er det da for noget galt eller ondt, der vil komme over ham? Og hvor vil Ulykken ramme ham for hans Ulydighed?
    Kriton: Det er naturligvis hans Legeme det vil gaa ud over.
    Sokrates: Ja, det er rigtigt. Men sig mig, Kriton, gælder dette nu ikke alle andre Ting, uden at vi behøver at gaa det hele igennem? Det drejer sig jo for Øjeblikket om det retfærdige og det uretfærdige, det skammelige og det, som er ærligt, det gode og det onde; det er dette, vor Undersøgelse gælder. Bør vi da paa dette Omraade rette os efter Mængdens Mening og være bange for, hvad Folk vil sige? Eller er det den enkelte sagkyndige - om der da findes nogen -, hvis Dom vi bør respektere og frygte mere end alle andre Menneskers tilsammen? Hvis vi nemlig ikke retter os efter ham, vil vi da ikke fordærve og forringe det, som bliver bedre ved Paavirkning af det rette, men ringere ved det urette? Er der ikke noget om det ?
    Kriton: Jo, det tror jeg nok, Sokrates.
    Sokrates: Godt. Se nu engang først: hvis vi ved ikke at rette os efter de sagkyndiges Mening ødelægger det, der bliver bedre ved sund Paavirkning, men ringere ved usund, er det saa muligt for os at leve, naar det er ødelagt? - Og nu er det jo Legemet, der er Tale om, ikke sandt?
    Kriton: Jo.
    Sokrates: Kan vi altsaa holde ud at leve med et daarligt og ødelagt Legeme?
    Kriton: Nej, paa ingen Maade.
    Sokrates: Men kan vi da holde ud at leve, naar vi har faaet det ødelagt, som bliver ringere ved det uretfærdige, men trives godt ved Retfærdighed? Eller tillægger vi Legemet større Værdi end den Del af vort Selv - hvad det end er hos os -, som har med Retfærdighed og Uretfærdighed at gøre?
    Kriton: Nej, det gør vi ikke.
    Sokrates: Den omtalte Del af os er altsaa mere værdifuld?
    Kriton: Ja, langt.

    Sokrates: Saa bør vi da ikke bryde os saa meget om, hvad Folk vil sige om os. Nej, vi bør kun tage Hensyn til den ene, som virkelig har Kendskab til Ret og Uret, kort sagt til Sandheden. Du leder os altsaa ikke paa rigtig Vej ved at sige, at vi bør tage Hensyn til, hvad Mængden mener om det rette, det rigtige, det gode og det modsatte deraf. - Ja men, kunde man indvende, Mængden har dog Magt til at slaa os ihjel.
    Kriton: Ja, det er da klart, Sokrates; det har du Ret i; det kunde man sige.
    Sokrates: Ja men kæreste, hele den Tankegang, som vi netop har gennemgaaet, gælder den ikke lige saa fuldt nu, som den gjorde før? - Men der er en anden Tanke, jeg vil bede dig lægge Mærke til. Holder vi stadig fast ved vor tidligere Anskuelse, at det vigtigste ikke er at leve, men at leve paa rette Maade?
    Kriton: Ja, det gør vi.
    Sokrates: Er vi ogsaa stadig enige om, at »paa rette Maade« i denne Forbindelse betyder det samme som redeligt og ærligt?
    Kriton: Ja.
    Sokrates: Følgen deraf maa da blive, at det, vi skal undersøge, er, om det er redeligt eller ikke, at jeg forsøger at forlade Fængslet her uden Athenæernes Tilladelse; og viser det sig at være redeligt, maa vi prøve det; i modsat Fald skal vi lade være. Naar vi da ser paa alle de Betragtninger, du kom med, om at ofre Penge, om hvad Folk vil sige, og om Børnenes Opdragelse, da er jeg bange for; at det i Virkeligheden er Betragtninger, der passer for den store Hob, der letsindigt, uden Overlæg, slaar Folk ihjel, men fortryder det senere, saa de oven i Købet gærne vilde give dem Livet tilbage, om de kunde. Nej, vi bør - da vor Undersøgelse har ført til dette Resultat - udelukkende se paa det, som jeg lige sagde, nemlig om vi handler redeligt ved for gode Ord og Betaling at faa Folk til at føre os ud af Fængslet og oven i Købet selv hjælpe til dermed, eller om vi ikke i Virkeligheden handler uredeligt ved at gøre dette. Viser det sig saa, at det er uredeligt, er der da overhovedet andre Hensyn at tage? Er det ikke ligegyldigt, om vi skal lide Dødsstraf eller en hvilkensomhelst anden Straf, fordi vi roligt bliver her?
    Kriton: Jo, jeg synes du har Ret, Sokrates. Tænk da over, hvad vi skal gøre!

    Sokrates: Lad os overveje det sammen, min Ven. Og har du nogen Indvending at gøre, saa sig til. Jeg vil da rette mig efter dig. Men har du ingen, kære Ven, maa du dog lade være med stadig at komme med det samme: at jeg skal gaa ud af Fængslet her uden Athenæernes Tilladelse. Jeg sætter nemlig stor Pris paa, at du billiger min Handlemaade. Jeg vil nødig handle mod din Vilje. Men saa se da paa Udgangspunktet for hele vor Overvejelse, om du er tilfreds med det. Og forsøg at svare paa mine Spørgsmaal efter din bedste Overbevisning.
    Kriton: Ja, det skal jeg.
    Sokrates.: Mener vi, at man aldrig med Vilje bør gøre Uret, eller at det er tilladt under visse Omstændigheder, men ikke under andre? Eller er det under ingen Omstændigheder godt og rigtigt at gøre Uret, saadan som vi jo saa ofte i tidligere Tid er blevet enige om? For alt, hvad vi tidligere er blevet enige om, kan da ikke være kastet over Bord i Løbet af disse sidste Dage? Saa maatte vi jo virkelig, Kriton, saa gamle som vi er, have diskuteret alvorligt med hinanden i saa lang Tid uden at opdage, at vi i Virkeligheden talte fuldstændig som Børn! Nej, er Forholdet mon ikke snarere det samme nu, som da vi tidligere diskuterede det, hvad enten Folk i Almindelighed vil indrømme det eller ej? Altsaa: ligegyldigt om det skal gaa os værre, end det allerede gør, eller bedre, staar det dog fast, at det under alle Omstændigheder er ondt og skammeligt at gøre Uret. Er det vor Mening?
    Kriton: Ja, det er det.
    Sokrates: Man bør altsaa aldrig gøre Uret?
    Kriton: Nej, naturligvis ikke.
    Sokrates: Altsaa maa man heller ikke, saadan som Folk i Almindelighed tror; gengælde Uret med Uret, da man aldrig maa gøre nogen Uret.
    Kriton: NeJ, det er klart.
    Sokrates: Naa, Kriton, maa man da gøre ondt mod Mennesker eller ikke?
    Kriton: Det maa man ikke.
    Sokrates: Men nu at gengælde ondt med ondt, er det retfærdigt, som Folk i Almindelighed antager? Ja eller nej?
    Kriton: Nej, det er ikke retfærdigt.
    Sokrates: Nej, for der er vel ingen Forskel paa at gøre Mennesker Uret og at gøre ondt mod dem?
    Kriton: Nej, det har du Ret i.

    Sokrates: Altsaa bør man hverken gengælde noget Menneske Uret med Uret eller ondt med ondt, hvordan man end bliver behandlet. Men pas nu paa, Kriton, at du ikke ved alle disse Indrømmelser, som du saa villigt gør, gaar ind paa Ting, der strider mod din Overbevisning. Jeg er nemlig klar over, at det kun er nogle ganske faa, der har denne Opfattelse; og jeg tror heller aldrig, der bliver mange. De, der har den, og de, der ikke har den, faar slet intet ud af en indbyrdes Forhandling, men maa nødvendigvis se ned paa hinanden, naar de mærker, hvor forskelligt de ser paa alt. Pas altsaa ogsaa du godt paa, om du virkelig er enig med mig og synes som jeg, og om vi kan tage dette til Udgangspunkt for vor Overvejelse: at det aldrig er rigtigt at gøre Uret eller gengælde Uret eller sætte sig til Modværge, naar man lider ondt. Eller falder du fra og er ikke med i Udgangspunktet? Jeg har nemlig længe været af den Anskuelse og er det stadig væk. Men hvis du maaske paa et eller andet Punkt har en anden Opfatteise, saa sig til og lad mig høre. Holder du derimod fast ved det, vi har sagt, saa hør videre.
    Kriton: Ja, jeg holder fast ved det og synes som du. Gaa blot videre.
    Sokrates: Naa, saa gaar jeg da videre - eller rettere jeg spørger: Naar man er blevet enig med en om noget retfærdigt, skal man saa gøre det eller søge at slippe udenom?
    Kriton: Man skal gøre det.
    Sokrates: Lad det da være vort Synspunkt for det følgende. Hvis vi nu forlader Fængslet uden at have faaet Statens Billigelse, gør vi saa ondt mod nogen eller ikke? Og hvis vi gør det, er det saa mod dem, vi netop mindst burde gøre det mod? Og holder vi fast ved det, vi er blevet enige om som retfærdigt? Ja eller nej?
    Kriton: Jeg kan ikke svare dig paa dit Spørgsmaal, Sokrates; for jeg forstaar det ikke.
    Sokrates: Godt, saa se engang saadan paa det: Tænk dig engang, at vi lige stod i Begreb med at løbe vores Vej herfra ~ eller hvad vi skal kalde det -, og saa Lovene og Statsmagten traadte frem for os og spurgte: "Sig os, Sokrates, hvad er det, du har i Sinde at gøre? Har du anden Hensigt med den Gerning, du søger at øve, end at ødelægge os Love og hele Staten, saa Vidt det staar til dig? Eller tror du maaske at en Stat kan blive ved at "bestaa, naar de afsagte Domme ikke staar ved Magt, men ophæves og omstødes af Enkeltpersoner? Vil det saa ikke være ude med den ?" Hvad skulde vi svare paa det Spørgsmaal, Kriton, og andre af samme Slags? Hvor meget vilde man ikke - især hvis man var Taler - kunne anføre til Forsvar for denne Lov, som nu trues med Undergang, og som byder, at de Domme, der engang er fældet, skal staa ved Magt! Eller skulde vi svare: "Ja men Staten har gjort os Uret og dømt os uretfærdigt." Skal vi svare saadan? Eller hvad synes du?

    Kriton: Ja, saadan skulde vi sandelig svare, Sokrates.
    Sokrates: Sæt nu Lovene videre sagde: "Sokrates,er det nu ogsaa det, du og vi er blevet enige om? Eller enedes vi ikke tværtimod om at holde fast ved de Afgørelser, som Statsmagten træffer?" Hvis vi nu vilde udtale vor Forundring over disse Ord, vilde de vel svare: "Du skal ikke undre dig over vore Ord. Svar os hellere. Du plejer jo ogsaa selv at bruge Spørgsmaal og Svar i dine Samtaler. Naa, hvad, har du saa at udsætte paa os og paa Staten, siden du søger at ødelægge os? Maa du ikke først og fremmest takke. os for, at du er blevet til? Skyldes det ikke os, at din Fader blev gift med din Moder og satte dig i Verden? Sig os da, har du noget at indvende mod de Love, der handler om Ægteskabet? Mener du, det er daarlige Love?" "Nej", maatte jeg vel sige. »Naa, men saa de Love, der gælder Omsorgen for dig efter din Fødsel, og Lovene om Opdragelsen, som jo ogsaa du har nydt godt af? Var de ikke gode, de Love der paalagde din Fader at sørge for saavel din legemlige som din aandelige Uddannelse og Opdragelse? « »Jo, udmærkede«, maatte jeg da svare. »Godt! Efter at du saaledes er blevet født, opfostret og opdraget, kan du saa benægte, at du baade er vort Barn og vor Undersaat, du lige saa godt som dine Forfædre? Hvis dette er rigtigt, tror du saa, at du har samme Rettigheder som vi? Tror du, at du har Ret til at optræde ganske paa samme Maade overfor os, som vi overfor dig? Havde du maaske ogsaa den Ret overfor din Fader eller din Herre, hvis du har haft nogen? Havde I maaske samme Rettigheder, saaledes at du kunde gøre alt igen, hvad der blev gjort ved dig, f. Eks. svare igen, naar du blev skældt ud, slaa igen, naar du blev slaaet, eller lignende? Men overfor Lovene og Fædrelandet skulde du altsaa have Ret til det? Hvis vi altsaa" søger at tilintetgøre dig, fordi vi mener, det er retfærdigt, skulde du saa ogsaa have Lov til - efter bedste Evne - at tilintetgøre os Love og Fædrelandet? Vil du virkelig paastaa, at du handler retfærdigt ved at gøre dette, du som i Sandhed lægger Vægt paa at gøre det rette? Eller er du saa klog, at du ikke har opdaget, at Fædrelandet er langt mere dyrebart, mere helligt og ærværdigt end baade Moder og Fader og alle Aner tilsammen? At det ogsaa agtes højere baade af Guder og af de Mennesker, der har nogen Forstand? At man, i endnu højere Grad end overfor sin egen Fader, bør ære det og bøje sig for det og, hvis det vil tugte en, søge at formilde det? At man maa gøre eet af to: enten faa det til at indrømme, at det har Uret, eller gøre, hvad det byder, roligt finde sig i, hvad Staten ønsker man skal finde sig i, lade sig slaa, om det skal være, eller fængsle, eller lade sig føre i Krig for at blive saaret eller dræbt? Alt dette bør man gøre, fordi det er retfærdigt. Og man bør ikke vige eller trække sig tilbage eller forlade sin Post. Nej, saavel i Krig som for Domstolen, ja overalt bør man gøre, hvad Staten og Fædrelandet byder - eller ogsaa faa Staten til at indse sin Uret. Men at bruge Magt har man ikke Lov til, hverken overfor Moder eller Fader. Hvor meget mindre da overfor Fædrelandet?« - Hvad skal vi sige til det, Kriton? Har Lovene Ret eller ikke?

    Kriton: Jeg tror, de har Ret.
    Sokrates: »Naa, Sokrates«, vilde Lovene vel fortsætte, »se saa, om vi har Ret, naar vi paastaar, at det du nu forsøger at gøre, er uretfærdigt. Det er jo os, der har betinget din Fødsel, din Opfostring, din Opdragelse, og som har givet dig - lige saa vel som alle andre Borgere - Del i alle de Goder, vi kunde. Ikke desto mindre erklærer vi, at enhver Athenæer, der ønsker det, har fuld Ret til, naar han er blevet myndig og har gjort sig bekendt med Forholdene i Staten og med os Love, at tage sin Ejendom med sig og drage, hvorhen han vil, hvis han ikke synes om os. Og hvis nogen af jer ønsker at drage til en Koloni, fordi han er utilfreds med os Love og Staten, eller hvis han vil flytte et hvilketsomhelst andet Sted hen, findes der ikke nogen Lov, der hindrer det eller forbyder ham at tage sine Ejendele med sig og rejse, hvorhen han lyster. Men den af jer, der bliver her, med fuld Viden om, hvordan vor Retspleje og vor hele øvrige Forvaltning af Staten er, paastaar vi, har derved forpligtet sig til at gøre, hvad vi byder. Og hvis han saa er ulydig, mener vi, at han gør trefold Uret, fordi han baade er ulydig mod os, der har betinget hans Fødsel, og mod os, der har sørget for hans Opfostring, og endelig mod os, som han selv har lovet Lydighed. Alligevel lyder han os ikke, og overbeviser os heller ikke om Uret. Og det til Trods, for, at vi kun retter Henstillinger til ham og ikke brutalt befaler ham at rette sig efter os, idet vi frit giver ham Valget mellem to Muligheder: at overbevise os om Uret eller gøre det vi ønsker. Men han gør ingen af Delene.
    Saadanne Beskyldninger er det vi mener ogsaa vil ramme dig, om du virkelig gør det, du har i Sinde, ja, de vil ramme dig ganske særligt, naar man sammenligner dig med de andre Athenæere.«
    Vilde jeg nu spørge: »Hvorfor dog det?« kunde Lovene maaske nok have Grund til at tage mig i Skole og minde mig om, at jeg netop i ganske særlig Grad har paataget mig denne Forpligtelse. De kunde nemlig svare mig: »Sokrates, vi har slaa'ende Beviser paa, at du synes om os og om Staten. Hvis du nemlig ikke havde været ganske særlig tilfreds med os,vilde du ikke have opholdt dig mere her hjemme i Byen end ,alle andre Athenæere. Aldrig er du rejst bort for at deltage i en Fest - undtagen een Gang til Isthmen - eller for at tage andre Steder hen. Bortset fra Felttogene har du aldrig nogensinde foretaget nogen Rejse, saadan som andre Mennesker gør. Du har heller aldrig vist Lyst til at lære andre Byer og andre Love at kende, men vi og vor Stat var dig nok. Saa afgjort foretrak du os, og derved forpligtede du dig til at leve som lovlydig Borger. Og ganske særligt har du vist din Tilfredshed med Staten derved, at du har sat Børn i Verden her. Endvidere havde det jo under selve Retssagen staaet dig frit for at foreslaa Landflygtighed som Straf, hvis du havde villet, og du kunde have faaet Statens Tilladelse til at gøre det, som du nu vil gøre paa Trods af Staten. Men dengang var du stor paa det; du tog dig ikke nær, om du skulde dø, sagde du, nej, du foretrak Døden fremfor at gaa i Landflygtighed. Nu derimod skammer du dig ikke over, hvad du dengang sagde, og bryder dig ikke det mindste om os Love, men staar i Begreb med at ødelægge os. Du bærer dig ad ganske som den usleste Slave, idet du prøver at løbe din Vej paa Trods af alle Aftaler og Overenskomster, som du har lovet os at leve efter. Men svar os nu først paa dette, om vi har Ret i at paastaa, at du - ikke i Ord, men i Handling - har forpligtet dig til at leve efter vore Forskrifter. Har vi Ret eller ikke?« Hvad skal vi sige til det, Kriton? Maa vi ikke indrømme, de har Ret?

    Kriton: Jo, det er vi nødt til, Sokrates.
    Sokrates: »Maa du saa ikke ogsaa indrømme«, vilde Lovene vel fortsætte, »at det netop er disse Aftaler og Overenskomster, du nu bryder? Og endda er du jo ikke blevet tvunget til at slutte dem eller er ført bag Lyset af os, ej heller har du haft for kort Tid til at træffe en Afgørelse. Nej, du har haft 70 Aar til at bestemme dig. I al den Tid stod det dig frit for at forlade Byen, hvis du ikke syntes om os eller fandt Aftalerne uretfærdige. Men du foretrak hverken Sparta eller Kreta, hvis gode Love du ellers ved enhver Lejlighed plejer at fremhæve, ej heller nogen anden græsk eller fremmed By. Tværtimod har du holdt dig her hjemme i Athen mere end halte, blinde og Krøblinge. I den Grad har du - mere end alle andre Athenæere - været tilfreds med vor Stat - og naturligvis ogsaa med os Love. For hvem kan være tilfreds med en Stat uden tillige at anerkende dens Love? Vil du saa ikke nu holde fast ved vore Aftaler? Jo, Sokrates, det vil du, hvis du da følger vort Raad. Og saa vil du ikke gøre dig selv til Spot ved at forlade Byen.
    Tænk dig engang lidt om. Hvis du bryder disse Aftaler og derved forser dig, hvad godt vil du da opnaa for dig selv eller dine Venner? At nemlig ogsaa dine Venner kan risikere at blive jaget i Landflygtighed og miste deres borgerlige Rettigheder eller i alt Fald deres Formue, det kan enhver da forstaa. Men nu først, hvad dig selv angaar: hvis du drager til en af Nabobyerne, Theben eller Megara - begge har nemlig gode Love -, vil du komme som en Fjende af disse Staters Forfatning, Sokrates. Alle, som der nærer Interesse for deres By, vil se skævt til dig og anse dig for en Mand, der fordærver Lovene. Du vil saaledes bestyrke Dommerne i den Opfattelse, at de har dømt rigtigt. For naar en fordærver Lovene, er det vel højst sandsynligt, at han ogsaa kan fordærve unge, ubefæstede Sjæle. Vil du maaske gaa udenom de Byer, der har gode Love, og de Mennesker, der lever et ordentligt Liv? Og vil Livet paa den Maade være værd at leve for dig? Eller vil du maaske netop nærme dig disse Byer og være fræk nok til der at føre Samtaler om - ja, hvad vil du i Grunden tale om, Sokrates? Vil du mon sige det samme som her, at det gode og det retfærdige, Lov og Orden, har større Værdi for Menneskene end alt andet? Og tror du ikke, at den Rolle, Sokrates saa kommer til at spille, vil se nok saa tarvelig ud? Hvor kan man tro andet? - Men maaske vil du forlade disse Steder for at rejse til Kritons Venner i Thessalien? Der er der jo fuldkommen Uorden og ganske umoralske Tilstande, saa der vil man nok gerne høre dig fortælle om, hvor komisk det var, da du løb din Vej fra Fængslet i en eller anden Forklædning, en Pels eller noget andet af den Slags, som Slaver, der rømmer, plejer at bruge, fuldstændig maskeret. Men at du, saa gammmel en Mand, der - efter alt at dømme - kun har kort Tid tilbage at leve i, har kunnet faa dig selv til at hænge saaledes ved Livet, at du har overtraadt de højeste Love, tror du ikke, der er nogen der vil antyde noget i den Retning? Maaske ikke, hvis du lader dem være i Fred. Men ellers kan du tro, du vil faa meget at høre, som du maa skamme dig over, Sokrates. Og du vil altsaa komme til at leve i stadigt Kryberi for alle Mennesker og være afhængig af dem i alt. Og hvad skal du tage dig til? Maaske svire og feste, som om du var rejst til Thessalien for at komme med til et Gilde? Men hvad bliver der saa af alle dine kønne Ord om Retfærdigheden og om alt det gode iøvrigt? - Men du vil maaske leve for dine Børns Skyld, for at forsørge dem og opdrage dem? Hvad mener du egentlig med det? Vil du tage dem med dig til Thessalien for at opfostre og opdrage dem der og saaledes berøve dem Muligheden for at blive Borgere her i Athen, for at de ogsaa kan have det at takke dig for? Eller var det ikke Meningen? De skal maaske blive her? Og tror du saa, at bare du er i Live, vil de blive bedre opfostret og opdraget, selvom du ikke kan tage dig af dem? Ja, for dine Venner vil nok tage sig af dem. Ja men tror du da, at dine Venner nok vil tage sig af dem, hvis du rejser til Thessalien, men ikke, hvis du gaar til Hades? Det er dog ikke sandsynligt, hvis der blot er en lille Smule ved dem, der kalder sig dine Venner.

    Nej, Sokrates, adlyd du os, som har gjort dig til det, du er. Og sæt hverken dine Børn eller Livet eller noget som helst andet højere end Redelighed. Saa vil du, naar du kommer ned til Hades, kunne anføre alt dette til dit Forsvar overfor dem, der styrer dernede. Hvis du nemlig gør det, du nu tænker paa, vil du ikke her i Livet være bedre eller mere retfærdig eller mere from, og ejheller vil det gaa nogen af dine kære saaledes, og lige saa lidt vil det være til Gavn for dig, naar du er kommet derned. Hvis du nu gaar bort fra Livet her, vil du gaa bort, forurettet, ikke af os Love, men af Mennesker. Forlader du derimod Fængslet, gengælder Uret med Uret og ondt med ondt paa saa skammelig en Maade, bryder alle dine Aftaler og Overenskomster med os og handler ondt imod dem, du sidst af alle burde handle ondt imod, nemlig dig selv, dine Venner, Fædrelandet og os, da vil for det første vi forfølge dig, saa længe du lever; men dernæst vil ogsaa vore Brødre, Lovene i Hades; give dig en alt andet end venlig Modtagelse. De vil nemlig være ganske klare over, at du har søgt at ødelægge os, saa vidt det stod til dig.
    Lad derfor ikke Kriton faa dig til at gøre det, som han ønsker, men adlyd hellere os.«
    Alt dette, min kære Kriton, synes jeg hele Tiden jeg hører, maa du vide. Jeg har det ligesom de frygiske Kybelepræster, der synes, de stadig hører Fløjtespil. Saaledes summer Lyden af disse Ord for mine Ører og hindrer mig i at høre nogetsomhelst andet: Derfor tror jeg egentlig, at enhver, der vil prøve at tale derimod, vil tale for døve øren. Men tror du alligevel, du kan udrette noget, saa tal.
    Kriton: Nej, Sokrates, jeg har intet at sige.
    Sokrates: Lad det da være, Kriton! Og lad os gaa den Vej, som Gud viser os.







Top 
 Profil  
 
 Titel: FAIDON (dansk)
 Indlæg : lør 24. apr 2010 17:49 
Offline
Administrator
Brugeravatar

Tilmeldt: tors 22. apr 2010 22:55
Indlæg: 62





          FAIDON


          (Slutningen)



    Da Sokrates var færdig med sin Fremstilling, sagde Kriton: Vent lidt, Sokrates! Er der ikke noget, du vil paalægge enten de andre eller mig, enten om dine Børn eller om andre Ting, og som vi kan være dig til Tjeneste med at udføre?
    Sokrates: Intet andet, kære Kriton, end hvad jeg altid har sagt: hvis I drager Omsorg for jeres egne Sjæle, saa vil I gøre godt mig og mine og ogsaa mod jer selv, hvad I saa end gør, selvom I ikke nu giver mig noget Løfte. Men hvis I forsømmer jer selv og er utilbøjelige til at følge i det Spor, som er vist jer, baade i det, jeg i Dag har fremstillet for jer, og i det, som jeg tidligere har sagt, saa vil I, selvom I giver nok saa store Løfter i dette Øjeblik, ikke naa videre, end hvis I ikke gør det.
    Kriton: Ja, dette skal vi af al Magt bestræbe os for at gøre. Men hvorledes skal vi begrave dig?
    Sokrates: Ganske som I vil, hvis I ellers kan faa fat paa mig, og jeg ikke slipper jer ud af Hænderne. -
    Derpaa smilte han stille og sagde henvendt til os andre:
    Jeg kan, kære Venner, ikke faa Kriton til at tro, at jeg virkelig er den Sokrates, som nu taler med jer i god og fornuftig Sammenhæng; han tror derimod, at jeg er den, han om et Øjeblik skal se som Lig, og derfor spørger han, hvorledes han skal begrave mig. Den udførlige Forklaring, jeg har givet om, at naar jeg har drukket Giften, saa er jeg ikke længere hos jer, men iler bort til de saliges Lykke - den lader til at være forgæves og kun at have til Formaal at trøste baade jer og mig selv. I maa altsaa stille Sikkerhed for mig hos Kriton, men af den modsatte Art af den Sikkerhed, han vilde stille overfor Dommerne'; thi han stillede Sikkerhed for, at jeg vilde blive her, men I maa stille Sikkerhed for, at jeg ikke bliver her, naar jeg er død, men at jeg iler bort; derved vil Kriton lettere kunne bære det og ikke, naar han ser mit Legeme blive brændt eller begravet, være bekymret for mig, som om der tilstødte mig noget skrækkeligt, og ikke ved Begravelsen tro, at det er Sokrates, som ligger paa Baaren, eller som bliver baaret ud eller begravet. Thi det maa du vide, kæreste Kriton: at sige noget falsk er ikke blot i sig selv urigtigt, men det bringer ogsaa noget ondt og slet ind i Sjælene. Du bør da trøstigt sige til dig selv, at det er mit Legeme, som du begraver, og begrave det saaledes, som du gerne vil gøre det, og som du mener det stemmer bedst med Skik og Brug. -
    Efter disse Ord rejste Sokrates sig op og gik ind i Rummet ved Siden af for at tage Bad; Kriton fulgte ham, men os andre bad han blive, hvor vi var. Vi blev da siddende og talte sammen om alt det, der var blevet sagt, og tænkte over det paany. Men saa vendte vi atter tilbage til at tale om, hvilken frygtelig Ulykke der havde ramt os; det stod for os ganske, som vi var berøvet vor Fader og nu skulde leve Resten af Livet uden faderlig Omsorg og Vejledning.

    Da Sokrates var færdig med at bade, blev hans Børn ført ind til ham - han havde to Smaadrenge og en voksen Søn - og ogsaa hans kvindelige Paarørende kom; med dem talte han i Kritons Nærværelse og gav dem Besked om sine sidste Ønsker; derefter lod han Kvinderne og Børnene gaa og kom saa selv hen til os. Det var da nær ved Solnedgang; han havde nemlig opholdt sig temmelig længe inde i Baderummet. Han satte sig nu hen hos os og talte endnu lidt med os.
    Da kom Slutteren ind og gik hen til Sokrates og sagde til ham: Med dig, kære Sokrates, vil jeg ikke komme til at opleve det, som jeg oplever med mange andre; de skælder mig nemlig ud og forbander mig, naar jeg meddeler dem, at de skal drikke Giften, fordi Øvrigheden befaler det. Dig har jeg jo ogsaa ellers i denne Tid lært at kende som den ædleste, mest stilfærdige og bedste Mand blandt alle dem, der nogensinde er kommet til dette Sted, og jeg føler mig derfor overbevist om, at du heller ikke nu vil være vred paa mig, men paa de Folk, som du jo godt ved er de skyldige. Nu er altsaa Tiden inde; du ved, hvorfor jeg er kommet; maatte du med Styrke søge saa roligt som muligt at gaa det uafvendelige imøde! - Ved disse Ord brast han i Graad, vendte sig bort og gik.
    Sokrates saa efter ham og sagde: Ja, maatte ogsaa du være stærk! Jeg skal gøre, som du siger!- og han vendte sig til os og tilføjede: Hvor er det en fint tænkende Mand! Hele Tiden, medens jeg har været her, er han kommet ind til mig og har ofte talt med mig og vist sig som et sjældent godt Menneske; og se nu i dette Øjeblik hans ædle Hjærte, at han græder over mig. Men, kære Kriton, vi vil følge hans Vink, og sørg for, at Giften bliver bragt ind, hvis den er tilberedt; hvis ikke, saa lad ham gøre den færdig.
    Kriton: Ja men, kære Sokrates, jeg tror, at Solen endnu skinner paa Bjergene og ikke er gaaet helt ned. Jeg ved ogsaa, at der er andre, der først har drukket Giften længe efter, at der var givet dem Besked, og først har spist og drukket godt, og at nogle ogsaa har nydt Elskovens Glæder med dem, som deres Hu stod til. Du behøver ikke at have Hast; endnu er der en Frist.

    Sokrates: Ja, det er jo rimeligt, Kriton, at de Folk, du taler om, bærer sig saaledes ad, fordi de tror at vinde noget derved. Jeg derimod bærer mig ganske naturligt ikke saaledes ad, da jeg ikke tror at vinde noget ved at drikke Giften lidt senere, men blot at gøre mig latterlig i mine egne øjne ved at hænge saa begærligt ved Livet og søge at spare, naar Karret er tomt. Nej, gør nu, som jeg siger. -
    Ved disse Ord gav Kriton en af sine Slaver, som stod ved Siden af, et Vink. Slaven gik nu ud, og en rum Tid efter kom han tilbage med Manden, som skulde give Sokrates Giften, og han bragte den færdig tilberedt i et Bæger.
    Da Sokrates saa Manden, sagde han: Naa, min gode Mand! Du forstaar dig jo paa den Ting; hvorledes skal jeg nu bære mig ad?
    - Du skal ikke gøre andet end først drikke Giften og derefter gaa omkring, indtil du føler dig tung i Benene, og saa skal du lægge dig ned; saa kommer Virkningen af sig selv. -
    Dermed rakte han Sokrates Bægeret.
    Og Sokrates tog det, og næsten muntert - kære Echekrates - uden at ryste, uden at skifte Farve eller fortrække en Mine, men ganske som han plejede, saa han indtrængende paa Manden og sagde:
    Vil du sige mig, maa man bringe et Offer af denne Drik? Er det tilladt eller ikke?
    - Kære Sokrates, vi tilbereder kun saa meget, som vi mener det er nødvendigt at drikke.
    Sokrates: Jeg forstaar! Men en Bøn til Guderne har man vel Lov at opsende, og det bør man dog gøre, om at Rejsen herfra over til den anden Side maa gaa lykkeligt og vel. Derom beder jeg da ogsaa nu! Maatte det ske! -
    Med disse Ord satte han Bægeret til Munden og tømte det hurtigt og roligt. Indtil da havde de fleste af os saa nogenlunde formaaet at holde vore Taarer tilbage, men da vi saa ham drikke og saa, at han havde tømt Bægeret, saa var det forbi, og hvor meget jeg end søgte at beherske mig, saa brød nu ogsaa mine Taarer ud og flød i Strømme, saa at jeg hyllede Ansigtet til og græd, over mig selv, ikke over ham, men over min egen Skæbne, at jeg skulde miste en saadan Ven.

    Kriton havde allerede forinden rejst sig op og var gaaet til Side, da han ikke formaaede at holde sine Taarer tilbage.
    Men Apollodoros, der allerede længe havde grædt uophørligt, brød nu ud i højlydt Jamren Og var ganske ude af sig selv, saaledes at han rev os allesammen med, undtagen Sokrates selv, som sagde:
    Hvorledes er det dog I bærer jer ad, I Taaber! Det er dog netop derfor, jeg har sendt Kvinderne bort, for at de ikke skulde lave saadanne Optrin. Jeg har jo altid hørt, at man bør dø i Stilhed. Forhold jer da roligt og taalmodigt. -
    Ved disse Ord blev vi skamfulde og søgte at holde Taarerne tilbage. Men han vandrede op og ned ad Gulvet, og da han, som han selv sagde, følte sig tung i Benene, lagde han sig ned paa Ryggen; det havde Manden raadet ham til. Og saa tog han, der havde givet ham Giften, fat i ham og følte paa ham, og noget efter saa han nøje paa hans Fødder og hans Ben; han klemte saa kraftigt om hans ene Fod og spurgte, om han kunde mærke det, men Sokrates sagde nej. Derefter tog han atter om Skinnebenene og idet han saaledes lod Haanden gaa videre op, viste han os, at Sokrates blev kold og stiv. Han følte endnu en Gang paa ham og sagde, at naar det naaede Hjertet, vilde det være forbi. Allerede var han bleven næsten helt kold over Underlivet, da slog han Klædet, som han havde lagt over sit Ansigt, til Side og sagde - og det var hans sidste Ord -: Kriton, vi skylder Asklepios en Hane! Den maa I ofre! Forsøm det ikke!
    Kriton: Det skal blive gjort! Men er der ikke ellers noget, du vil sige?
    Paa dette Spørgsmaal svarede Sokrates intet, men snart gik der nogle Trækninger gennem hans Legeme.
    Manden tog Klædet af ham, og da var hans øjne brustne. Da Kriton saa det, trykkede han hans Mund og øjne til.


    Saaledes, kære Echekrates, døde vor Ven! Han var en Mand, om hvem vi vel tør sige, at han var den bedste af alle samtidige, som vi har kendt, ja vel overhovedet blandt alle Mennesker den redeligste og den, der besad den dybeste Indsigt.





Top 
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
 
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 2 indlæg ] 

Boardindeks » PhiloSophia, Nag Hammadi m.m.. » PhiloSophia


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst

 
 

 
Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Hop til:  
cron
Danish translation by Olympus DK Team